Ladcykel – Vælg den rette ladcykel til din familie

Ladcykler bliver et mere og mere populært valg til transport i byerne, og modellerne med elmotor kan gøre livet endnu lettere for dig på turen.

Der er mange modeller at vælge mellem på markedet over ladcykler. Du kan både købe en kassecykel med tre hjul, en ladcykel med to hjul eller en cykelanhænger. Hvis du er interesseret i at finde et transportmiddel, der både er til at betale, og samtidig gør livet nemmere for dig og din familie, så kan ladcykler være vejen frem.

Når først du begynder at være på udkig efter det perfekte transportmiddel til familien, så bør du både tænke kort og langsigtet. Hvad er jeres behov lige nu, og hvad er behovet i den nærmeste fremtid?

Det er her værd at overveje, hvor mange børn I skal transportere til og fra dagsinstitutionen, hvor god kvalitet cyklen skal have, og ikke mindst hvor behageligt det skal være at cykle på den. Der findes mange prisklasser, når det kommer til både almindelige ladcykler og ladcykler med elmotor. Skal ladcyklen være et alternativ til bil nummer to, så lad være med at gå alt for meget på kompromis med prisen.

Det billigste alternativ til bilen

Hvis du bor i en storby, så kan det være super irriterende at skulle transportere sig i bil. Oftest er det både hurtigere og naturligvis billigere at lade den firhjulede stå derhjemme og hoppe på cyklen. Derfor kan ladcyklen være et godt og billigt alternativ til en bil. Infrastrukturen i byerne er god til ladcykler, og du undgår kø. Men det er trods alt ikke alle fordelene. Med en ladcykel slipper du også for at skulle parkere i storbyen og/eller betale for parkeringen. Derudover er der den helt store årsag, som selvfølgelig er, at ladcyklen er billigere end en bil.

Cykelanhængeren er den billigste løsning

Den helt billige løsning er at købe en cykelanhænger, der hægtes på cyklen. Den er billigere end en ladcykel, men den har til gengæld også mindre plads at give af. En af fordelene ved en cykelanhænger er, at den netop kan hægtes af og på cyklen. Derved kan du hægte anhængeren på, hvis børnene skal transporteres, mens den kan hægtes af, når den ikke skal benyttes. Det kan være praktisk for forældre, der selv skal cykle en masse, uden det nødvendigvis altid skal være med børn i anhængeren. Der er cirka plads til to børn og en smule bagage i en cykelanhænger. Det er typisk en god løsning for forældre, der har småbørn, og som skiftes til at transportere børnene til og fra skole.

En cykelanhænger koster mellem 2000-5000 kroner, og den er derfor en hel del billigere end ladcykler.

Få plads til hele familien med en ladcykel

Søger du mere plads end en anhænger kan tilbyde dig, så kan du få plads til hele familien med en god ladcykel. Når det kommer til ladcykler, har du også et hav af muligheder, der både varierer i kvalitet, plads og størrelse. Flere små familier foretrækker de tohjulede ladcykler. De fylder ikke nær så meget på cykelstierne, som den trehjulede, og så er de samtidig både hurtige og lette i vægt. De tohjulede har også den fordel, at de for familiefædre- og mødre kan være nemmere at cykle på, når børnene ikke er med, end de trehjulede ladcykler er.

Har du til gengæld en stor familie, så er det ikke sikkert, at den tohjulede ladcykel er tilstrækkelig for dig. Her kan det være praktisk med en trehjulet ladcykel. De store kassecykler har nemlig plads til flere personer. Kassecyklerne har plads til helt op til syv personer, hvor de er faktisk er godkendt til at have tre voksne og fire børn med.

Selvom de større ladcykler prismæssigt ligger højere end både den tohjulede ladcykel og cykelanhængeren, så kan det være en utroligt god løsning for en stor familie. Og det smarte er, at det i dag også er muligt at finde ladcykler med elmotor.

Elmotoren giver et ekstra skub med på vejen

Flere og flere danskere kører på el-cykler, og det er en god og hurtig måde at komme omkring på. At købe en el-cykel er både miljøvenligt, men også et sundt alternativ til en bil. Og det er ikke kun almindelige cykler, der er blevet opgraderet med elmotorer. I dag er det også muligt at købe ladcykler med elmotor, og flere undersøgelser viser, at det giver en positiv udvikling.

Faktisk er det bevist, at familier med el-cykler cykler oftere og længere end familier med almindelige cykler. Derudover har el-cyklerne den fordel, at du kan transportere dig fra a til b langt hurtigere end med en cykel uden elmotor.

Selvom færdselsreglerne er de samme, uanset om du har en ladcykel på elmotor eller ej, så er der blevet lavet særlige love i forhold til el-cykler. Derfor skal du være opmærksom på, at din el-ladcykel lever op til de særlige regler.

Lovgivningen omkring el-cykler er således:

  • Cyklen må kun have én cykel
  • Motoren må kun hjælpe, når der trædes i pedalerne
  • Cyklens motor må maksimalt afgive 250 watt
  • Motoren må kun hjælpe op til 25 km/t

Hvilken ladcykel er bedst for jer?

Cykelindustrien har udviklet sig meget de seneste år, og der findes mange forskellige typer og mærker af cykler og ladcykler. Det kan være en større opgave og lidt af en jungle at begive sig ud på markedet for at finde den helt rigtige ladcykel til din familie. Når du skal købe en ladcykel, er det derfor en stor fordel, hvis du kender dine egne behov.

Du skal have en idé om, hvor langt du cirka skal cykle dagligt. Du skal også have en idé om, hvor mange du skal transportere i ladcyklen, og hvor stort et budget, du har at gøre godt med.

Om du skal vælge en tohjulet eller trehjulet ladcykel, kommer i bund og grund an på, hvor mange børn du skal kunne transportere. Er der tale om et eller to småbørn, så er en tohjulet tilstrækkeligt, mens den trehjulede kan transportere helt op til fire børn.

Hvis ladcyklen skal være det sunde og fornuftige alternativ i stedet for at investere i en bil, så råder mange eksperter til, at du ikke går på kompromis med kvaliteten. Skal du bruge ladcyklen til at transportere dine børn til dagsinstitutionen, så vil en el-ladcykel være en anelse dyrere, men samtidig en rigtig god løsning.

Har du to eller flere børn skal du helt sikkert gå efter en trehjulet el-ladcykel. Det kan også være en fornuftig mulighed for dig, som ikke har mange børn, men som ofte oplever at skulle have legekammerater med hjem, eller som handler stort ind på vej hjem fra dagsinstitutionen.

Find den rigtige el-cykel

Hvis du har besluttet dig for, at det er en el-cykel, som du vil gå efter, så kan du gøre følgende for at være sikker på, at du vælger rigtigt.

  • Der kan være stor forskel på modellerne, derfor er det altid en god idé at prøvekøre flere forskellige typer el-cykler, inden du beslutter dig for, hvilken én du køber.
  • Overvej din behov: Skal du have bagage eller børn med, og i så fald hvor mange skal der være plads til? Hvor stor en afstand skal du cykle dagligt? Hvor længe skal batteriet på elmotoren kunne holde?
  • Lær cyklen at kende: Undersøg cyklens udstyr. Skal du bruge ekstraudstyr som ekstra bremser, gear eller lignende?
  • Spar ikke på kvaliteten: Gå ikke på kompromis med kvaliteten på baggrund af prisen. Der findes såkaldte ”kina-modeller”, der sælges billigere, men til gengæld skal repareres hos en forhandler ret ofte.
  • Få rådgivning: Tal med en eller flere forhandlere, så du ved med sikkerhed, at det er den bedste cykel til den bedste pris, som du får fat i.

Vær opmærksom i trafikken

Har du forelsket dig i en el-ladcykel? El-cykler giver dig nye muligheder, og de er især praktiske for dig, der skal cykle lange distancer og har tung vægt med i ladcyklen. De nye muligheder som elmotoren giver dig, gør dog også, at du skal være endnu mere forsigtig på cykelstien. Du vil nemlig køre hurtigere end andre cyklister, og det kan være uvant for dine medtrafikanter. Tilpas din fart efter forholdene i trafikken, og sørg altid for at have begge hænder på styret, medmindre du giver tegn. En elmotor kan trække helt op til 25 kilometer i timen.

Inden du begynder at bruge din el-cykel for alvor, så kan det være en fordel at prøve den af et sted, hvor der ikke er trafik. Er du helt ny på en el-cykel, så skal du også være opmærksom på, at elmotoren trækker et par sekunder, efter du er stoppet med at træde i pedalerne.